The Arcadian Password af Lars Ly 20 maj 1 jun 2017

Forstyrrelser i Arkadien, 1994. 150 x 400 cm. Sengelinned, m.m. på kulissepapir, akryl, kul m.m.

I en globaltid hvor koder og digital kommunikation styrer vor tilværelse må titlen for Lars Ly udstillingen naturligvis blive “The Arcadian Password". Men mest af alt er det også en åbningsudstilling. Et nyt udstillingssted der er født. En forvandling der er sket i en særegen gedigen arkitektur centralt i Sorø. Tidligere husede Rådhusvej 4 Sorø boligforenings administrationslokaler. En klar funktion, der skulle udstråle noget velholdt og noget troværdigt. I dette forår tager huset udformning en drejning. Bygningen bryder fortiden ned. Gradvist indretter Anne Melillo og jeg os i vor bolig og på vore udstillingskvadratmeter. Vi skaber et udstillingssted for nutidskunst. Forvandlingen sker både i os selv og i bygningens indretning. Ideer fødes undervejs og afprøves efter devisen, det skal være sjovt at skabe udstillinger. Vi gennemfører det, hvis det er noget vi brænder for.

Lars Ly malerierne blev flyttet til det nye hus i små læs fra Værløse. Hvert enkelt billede blev studeret og fik sin lagerplads. Gradvist faldt det i hak med at skabe en udstilling, der fungerer i sin helhed, men som også kommunikerer mellen nye og gamle værker.

I al sin enkelhed skal vi ligesom i maleriet nedenfor være til som to mennesker på et sted. Et sted ved en sø. Som et Sorø, En ø i en sø. Et vandhul, der spejler himmelhvælvet og det guddommelige i tilværelsen. At kunne se lyset og evne at turde ændre på rum og iscenesættelse. Hvad andet er livet, hvis det ikke er at ligge ved denne søbred sammen med den man elsker. Fornemme livets opdrift og lade sanserne pirre en i græsset. Helt eksistentielt for mennesket. En helle og en følelse af fred, som når vi færdes på kirkegården og mærker kontakten til det hinsides. Til det arkadiske landskab, - paradiset. Der hvor vi ikke behøver at have tøj på, og hvor indberetningen af told og skat mister sin betydning! Det landskab er individuelt, men for mig er det en stadig kommunikation, der foregår hver dag i livet. Selv ved kassedamen i supermarkedet.

På maleriet ser vi to mennesker, der har slået sig ned ved bredden af en sø. Den individuelle kropsgestik opfattes tydeligt og man fornemmer at kroppene har en samhørighed med landskabet, modsat de store collagedele bestående af brokade, blonder og det plastikagtige glatte stof med skrift. Collagedelene bidrager med et konkret nærvær, der afstedkommer en anden erkendelse af rum og tid. Der er ikke angivet kulturrester i billedet og de nøgne tidløse kroppe er til på egen præmisser. Landskabet er badet i et gyldent lys. Et skær af poesi.

Der er på udstillingen en del referencer til den franske maler Nicolas Poussin. Ikke mindst maleriet med titlen, "Et in Arcadia ego" , fra 1639. Oversat fra latin , "Selv i Arkadien er jeg (døden)”" Maleriet forestiller en gruppe arkadiske hyrder omkring en sarkofag i et idyllisk landskab. Hyrderne kommunikerer indbyrdes og er ved at tyde inskriptionen på sarkofagen. Den ubekymrede atmosfære i Arkadien udløser en udefinerbar erkendelse af forgængelighed. Livet har en afslutning. Erkendelsen af dødens tilstedeværelse bidrager til en liv - død dobbelthed, der knytter maleren til det arkadiske motiv. Med malerens øjne frisættes mennesket med sine sanser hvorved kærligheden gror. Mennesket bliver ikke objektet. Det gør derimod menneskets forhold til landskabet, hvorved det vigtige er relationer mellem mennesker, og ikke det enkelte individ. Lars Ly har indimellem anvendt forskellige figurationer. Spor og rester af en civilisation, som bilvrag og arkitekturelementer. Disse ophobninger har dels fungeret som rumskabende billedelementer, dels som en tidløst scenografi, som rester af noget som var, men ikke er mere. Noget, der heller ikke har nogen betydning længere, fordi mælkebøtterne allerede gror op igennem asfalten og skaber nyt liv og betydninger. Mennesker er sammen og forvandlingen er fuldbyrdet.

To x par i samme billede. En mandsskikkelse. En flodgud, liggende i forgrunden, der modsvares af en kvindeskikkelse i højre baggrund. Kvinden hviler sig op ad en kampesten. Hendes skikkelse er ligesom opslugt i landskabet og hun er umiddelbar svær at få øje på.

To yngre og mere mobile skikkelser er tegnet med let streg i forgrunden. De fremtræder transparente og mødes tilsyneladende over skødet på mandsfiguren.

I højre hjørne sidder en fugl på en mindre skråstillet hvid kube. Øjet flakser fra den lille til den store kube. En stor, men let og transparent kube, tegnet med kul. Kuben og kvinden bemægtiger sig ligesom højre side af billedrummet. Det lidt udefinerbare landskab er badet i et arkadisk gyldent lys. I forgrunden under flodguden er der leget med de geometrisker former. Et visuelt spil mellem de to og tre dimensioner.En del af flodgudens stribede baggrund danner således også et kvadrat. Til højre for kvadratet ses et træ i baggrunden. Det skaber balance i billedet og sætter fokus på de to unge figurer, der mødes i et intimt øjeblik ud for livets træ.

De to par der er til stede i billedet visualiserer to sindstilstande. Det indesluttede iagttagende menneske, der ikke når mennesket i baggrunden. Man fornemmer samhørigheden er tilstede. alligevel er de ikke i stand til at nå hinanden, hvorved kærligheden ellers ville blomstre. De unge, derimod, kunne let være et billede på al det andet i tilværelsen, der byder sig til, og som vi gang på gang vælger for at være til helt og fuldt med det ubesværede åndedrag.

Der er ikke spor af skyld i det arkadiske landskab. Tværtimod inviterer landskabet til det erotiske mellem mennesker. Hvad fuglen gør ved jeg ikke?

Søbredden, Arkadien 1992. akryl, olie, stofrester, hørlærred. 160 x 210 cm.